Skuespilleren Johnny Depp accepterer ikke udfaldet af dommen mod den avis, der omtalte ham som »hustrumishandler«. Han tager derfor nu sagen videre til appeldomstolen.

»Hustrumishandler«: Johnny Depp gør nyt forsøg på at få renset sit navn

Den 57-årige skuespiller skal nu igen i retten. For kampen mod avisen, der kaldte om hustrumishandler, er ikke slut endnu.  Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Den 57-årige skuespiller skal nu igen i retten. For kampen mod avisen, der kaldte om hustrumishandler, er ikke slut endnu. Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Johnny Depps navn fylder igen, igen, igen i så godt som samtlige medier. For stridigheden og den omfattende retssag mellem skuespilleren og The Sun er langt fra slut endnu.

I 2018 omtalte den britiske avis Johnny Depp som »hustrumishandler«. Det skete, da der i forbindelse med den yderst turbulente og mediedækkede skilsmisse mellem Depp og skuespilleren Amber Heard dukkede anklager op om, at han havde været voldelig mod hende.

Johnny Depp har siden ført retssag mod avisen, men tabte sagen ved højesteret. Han har under retssagen udtalt, at det derimod var Amber Heard, der var den voldelige i forholdet, og at han derfor ikke ville finde sig i avisens anklager – eller sprogbrug.

Og nu skriver flere medier, heriblandt The Guardian, at den 57- årige skuespiller har appelleret dommen til den britiske appeldomstol for at få omstødt dommen mod avisen.

Efter afgørelsen fra højesterettten udtalte Johnny Depp at »den surrealistiske kendelse fra retten ikke vil ændre min kamp om at fortælle sandheden, og jeg bekræfter, at jeg har planer om at appellere dommen«.

Skuespillerens grundlag for at appellere dommen er ifølge de britiske medier ukendt, og det samme er datoen for afgørelsen.

Fyret fra stor rolle

Johnny Depp og ekskonen Amber Heard har begge beskyldt hinanden for at være voldelige i løbet af deres 15 måneder lange ægteskab, der sluttede i januar 2017.

Johnny Depp har blandt andet udtalt, at Amber Heard har skåret noget af hans finger af, og Johnny Depp skulle angiveligt have været svært påvirket af alkohol og voldelig mod Heard op til flere gange.

Da Johnny Depp i efteråret tabte retssagen mod The Sun, blev han pålagt at betale sagsomkostningerne på 5,2 millioner danske kroner. Og siden er han også blevet frataget sin rolle i den tredje ’Fantastiske-skabninger’-film som Grindelwald. En rolle, som Mads Mikkelsen i stedet skal overtage.

Noa Mousten Haimoff

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her